Musvågevej

Bo-og dagtilbuddet Musvågevej

På Musvågevej bor 50 fantastiske mennesker med nedsat funktionsevne. Alle er de forskellige ligesom dig og mig.

Vi bor i et klassisk rødt murstensbyggeri i København NV. Når du træder indenfor oplever du liv og glade dage, æstetisk indretning med grønne planter og hjemlig hygge med plads til hver og en.

150 dygtige pædagogiske medarbejdere og 15 hjertevarme frivillige gør deres ypperste for at skabe de bedste rammer, så beboerne kan leve deres liv på egne præmisser.

I huset er der også et stort dagtilbud, der har fokus på meningsfulde aktiviteter for de brugere, som kommer her. Du kan fx gå til svømning, ridning eller være med til havearbejde.

Musvågevej har en have, der er en oase midt i byen. Her nyder beboerne både blomster, gynger, højbede og høns. Vi har også cykler og en løbevogn, så alle uanset handicap, har mulighed for at komme ud og få lidt vind i håret og opleve det lokalsamfund, vi er en del af.